Sikker Internet Dag 2009

Sikker Internet Dag den 10. februar 2009

Ny undersøgelse fra Medierådet:

Hver fjerde 9-10-årige har en social profil på nettet
En ny undersøgelse, som Medierådet for Børn og Unge har udarbejdet i anledning af Sikker Internet Dag 2009, giver viden om, hvordan børn og unge håndterer hinandens privatliv på net og mobil. Undersøgelsen viser blandt andet, at 26 % af de 9-10-årige og 61 % af de 10-13-årige i dag har profiler på sites som Habbo, Arto og Facebook. Læs mere

Download rapporten her.

 

Film: Dem det hele handler om...

To børn fortæller om deres onlineliv i en lille film, som Medierådet har lavet i anledningen af Sikker Internet Dag 2009. Se med

 

 

Sikker Internet Dag 2009

Årets tema:

Børn og unges adfærd over for hinanden på net og mobil
De digitale medier spiller en vigtig rolle i børn og unges hverdagsliv og ikke mindst for deres interaktion med hinanden. På internettet publicerer de unge billeder af sig selv og andre, de deler informationer på kryds og tværs og de debatterer og kommenterer i private og offentlige fora, hvor mange har mulighed for at følge med. Ungdomslivet har fået en offentlig dimension, og grænserne mellem privatsfæren og den offentlige sfære blandes i dag sammen på måder, der er uvante for de voksne generationer. Men som er hverdag og lige så naturligt som vand i hanen for børn og unge anno 2009. I år sætter vi fokus på privatlivets nye vilkår på net og mobil – og på det ansvar, der følger med.

 

AKTIVITETER

9. februar: Rundbordsdebat og ny viden fra Medierådet
I anledning af Sikker Internet Dag 2009 har Medierådet for børn og unge i samarbejde med analyseinstituttet Zapera udarbejdet en ny undersøgelse af børn og unges adfærd over for hinanden i de digitale medier. Undersøgelsen og dens resultater dannede afsæt for en rundbordsdebat med fagfolk, som Medierådet afholdt 9. februar. Se mere


Workshop: Byg dit eget internet på Experimentarium 10. februar
Hvilken farve har en virus? Ville en computermus have ører, hvis den var virkelig? Og hvordan ser internettet egentlig ud, hvis man kunne kigge ind bag skærmen? Tirsdag den 10. februar afholdt Medierådet for Børn og Unge kreativ workshop på Experimentarium, hvor børn i alderen 5-11 år kunne være med til at bygge en fysisk model af nettet. Se mere

 

Århus: Sikker Internet Dag på
Århus Kunstmuseum ARoS

I år har det været oplagt at Cyberhus fejrer SID 09 på Kunstmuseum ARoS, der med udstillingen ENTER ACTION - Digital Art Now sætter fokus på menneske og maskine. På SID 09 kom Århus derfor til at står i internettet, fremtidens og robotternes tegn. Læs mere

 

 

 

Kampagne: Tænk før du tagger
”Tænk før du tagger – det er også dit ansvar” er budskabet i den fælles virtuelle kampagne, som Habbo, Arto, GoSupermodel, Cyberhus og Medierådet i fællesskab lancerer på Sikker Internet Dag 2009. På kampagnesitet www.cyberhus.dk/SID kan unge fra 9. februar deltage i aktuelle debatter og afstemninger, se kampagnespot og deltage i den landsdækkende quiz-konkurrence.

 

Quiz: Dyst og vind med Medierådet
Kender du Hjarnees, og ved du noget om rettigheder på nettet? Der er en Xbox, et webcam og lækre mp3-afspillere på højkant i Medierådets landsdækkende Sikker Internet Dag onlinequiz, som børn og unge kan deltage i løbet af uge 7. Quizzen består af fem spørgsmål, og det kræver både tankevirksomhed og søgetalent at hitte de rigtige svar. Læs mere om quizzen her.

 

 

Kampagnefilm: Stop mobning på internettet

Det kan være barske sager at blive udsat for mobning eller chikane på nettet, hvor tingene ofte bliver sagt uden filter og kan ramme hårdt. Også selvom det kun er ment i spøg. EU har i anledning af SID 09 produceret et spot til net og tv, der skal sætte fokus på mobning online – og på at man selv har kontrollen til at sætte grænser. Filmen kan ses på Medierådets YouTube profil www.youtube.com/medieraadet. Skriv til michalap@dfi.dk, hvis du vil bruge filmen på web eller tv.

Gå ind på kampagnesitet og se mere: http://www.keepcontrol.eu

 

Kampagne: Du bestemmer selv!
Teknologirådet har udarbejdet en kampagne for Folkeskolens 7.-9. klasser om IT og privatlivsbeskyttelse i samarbejde med Datatilsynet, Medierådet for Børn og Unge og Cyberhus. Kampagnen lanceres i februar 2009 og vil køre over de næste to år. I den periode vil lærere og elever fra alle landets skoler kunne gøre brug af et online, interaktivt magasin og undervisningsmateriale, der er målrettet undervisningen i de ældste folkeskoleklasser. Se www.dubestemmerselv.dk for mere information.

 

 

Animationsworkshop på Als: Lav en lille film og vind en mp3-afspiller
I vinterferien kan man vanen tro lave små film i animationsworkshoppen i Danfoss Universe på Als, og i år kan man i hele uge 7 deltage i en speciel Sikker Internet-konkurrence. Man deltager ved at producere en lille Sikker Internet-animationsfilm om sin bedste oplevelse på nettet som uploades til YouTube. Den bedste film præmieres med en lækker mp3-afspiller fra TDC. Læs mere om animationsworkshoppen og Sikker Internet Dag hos Danfoss Universe: http://www.danfossuniverse.com/page2922.aspx.

 

Nyt undervisningsmateriale: Mobning på nettet og mobilen
Det er sjovt og spændende, når børn og unge deler billeder med hinanden på nettet og mobilen, taler med hinanden og indgår i netværk på internettet. Men en gang imellem kan det gå galt. Det nye tema på emu.dk/webetik om blandt andet cybermobning sætter fokus på, hvordan man behandler hinanden på nettet og mobilen. Temaet lanceres i forbindelse med Sikker Internet Dag den 10. februar 2009 med undervisningsforløb om god stil på nettet, mobning på net og mobil, fakta om cybermobning samt tips til børn, forældre og lærere. Tag børnenes online liv med i undervisningen på www.emu.dk/webetik.

 

Værktøjskasse: Hjælp til fejring af Sikker Internet Dag
Sikker Internet Dag ligger for manges vedkommende i vinterferien og er en oplagt lejlighed for biblioteker og andre kulturinstitutioner at arrangere aktiviteter og workshops, der sætter fokus på børn og unges adfærd på net og mobil. Medierådet har udarbejdet en lille værktøjskasse med inspiration, gode råd og konkrete forslag til, hvordan man fx med quizzer, debat og konkurrencer kan gøre noget ekstra for de besøgende på dagen. Kig i Værktøjskassen og se, om der er noget, I kan bruge på dit bibliotek eller i din institution.

 

Gode råd: Spørg Olivia på nettet
I anledning af Sikker Internet Dag 2009 har Spørg Olivia på nettets mange børnebrugere i januar kunnet deltage i en konkurrence om Spørg Olivia-T-shirts ved at dele deres bedste råd om sikkert internet med Olivia. Det er blevet til en fin samling meget forskellige og kreative råd, og hele uge syv kan man læse de syv bedste råd i Svareforummet på www.sporgolivia.dk. Men der er meget mere godt og tankevækkende stof i de mange indsendte råd, og er man interesseret i at blive lidt klogere på, hvordan børn og unge i dag selv tænker om sikker adfærd på nettet. Se alle de gode råd her.

 

Deltag i debatten: Nyt digitalt forældreforum på forbrug.dk

Det er ikke altid lige let for voksne at følge med, når det handler om Arto, tagging, chat, cyberbullying og livet på nettet i børnehøjde – undersøgelser viser at 7 ud af 10 forældre ikke besøger de onlineuniverser, som børnene dagligt færdes i. Derfor har Forbrugerstyrelsen åbnet ”Forældre til onlinebørn”, hvor forældre kan stille spørgsmål, dele erfaringer og vurdere og anbefale hjemmesider til børn.

 

Tema & quiz: Børns rettigheder
Medierådet samarbejder i forbindelse med Sikker Internet Dag med Børnerådet om at sætte fokus på børn og unges rettigheder og brug af net. I ugerne efter Sikker Internet Dag springer Børnerådets Børneinfo (www.borneinfo.dk) ud i nye klæder, og i den forbindelse præsenterer Medierådet og Børnerådet et lille tema om sikkert net med quiz, tips og gode råd.

 

Om Sikker Internet Dag

I Danmark er det Medierådet for Børn og Unge, som står for fejringen af dagen. Sikker Internet Dag er blevet fejret hvert år over hele verden siden 2004. I 2008 blev dagen f.eks. fejret i over 50 lande. Formålet er at sætte fælles fokus på den ansvarlige og sikre brug af internettet blandt børn og unge. Læs mere om Insafe og den internationale fejring af Sikker Internet Dag: http://www.saferinternet.org/ww/en/pub/insafe/sid.htm.

 

Sikker Internet Dag hos Børns Vilkår

Kom og tag ordet! På Sikker Internet Dag åbner vi vores online chatforum BørneLinket fra kl. 14 - 17. Kom og deltag i en debat, hvorfor det er svært at tale med voksne om de ting, der sker online?
Sms- og chat-ordbogen er i luften. Hvor mange smileys og chat-ord kender du? Ved du fx hvad LOL og *G* betyder? Hvis ikke kan du slå det op i Børns Vilkårs sms- og chat-ordbog. Ordbogen er også til voksne, som gerne vil blive lidt mere skarpe på sms og chat.
Skriv til BørneBrevkassen om dit liv online. Nu kan du også skrive til BørneBrevkassen om alt det på internettet, som gør dig vred, trist, forvirret eller glad. Det kan f.eks. være: mobning, problemer med chatvenner/-veninder, forelskelse, uforstående voksne, at møde en chatven i virkeligheden, seksuel chikane - eller noget helt andet.

Læs mere her: http://www.bornsvilkar.dk/ForBornOgUnge.aspx