Hver 4. 9-10-årige har en social profil på nettet
En ny undersøgelse, som Medierådet for Børn og Unge har udarbejdet i anledning af Sikker Internet Dag 2009, giver viden om, hvordan børn og unge håndterer hinandens privatliv på net og mobil. Undersøgelsen viser blandt andet, at 26 % af de 9-10-årige og 61 % af de 10-13-årige i dag har profiler på sites som Habbo, Arto og Facebook.
Hent undersøgelsen som PDF.
I anledning af Sikekr Internet Dag satte Medierådet med en ny undersøgelse fokus på børns adfærd over for hinanden i de digitale medier. Undersøgelsen, der er lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov Zapera, viser blandt andet, at det i dag er helt almindeligt, at også børn i 9-10-årsalderen har en eller flere profiler på de sociale mødesteder på nettet. Børn i dag er dermed ikke alene meget aktive mediebrugere – de er også aktører i et fælles rum, hvor grænserne mellem privat og offentligt flyder ud. Det stiller nye krav til forældre, lærere og andre med et voksent ansvar for at skabe sikre digitale rammer for børn og unge.
”Børn og unge lever i dag i en digital hverdag, hvor de flittigt, konstant og behændigt bruger mobil, profil, tekst, lyd og billede til at udtrykke sig om sig selv og andre. De lægger billeder ud af hinanden, tagger hinanden og står i det hele taget med et nyt ansvar for både eget og andres privatliv. Undersøgelsen bekræfter, at rigtigt mange børn evner at forvalte det ansvar, og det er meget positivt. Men vi kan også se, at børnene bliver stadigt yngre, når de tager de første skridt ud på nettet. Vi har som voksne en vigtig opgave med at hjælpe dem med at sætte grænser og få udviklet de etiske og sociale kompetencer, der er nødvendige for at sikre et trygt onlineliv,” siger formand for Medierådet for Børn og Unge, professor, ph.d. Birgitte Holm Sørensen.
Resultater fra undersøgelsen:
- 86 % af de 14-16-årige har en profil på nettet – det samme har 61 % af de 11-13-årige og 26 % af de 9-10-årige.
- 66 % af de 14-16-årige lægger billeder og videoer ud på internettet – det samme gør 32 % af de 11-13-årige.
- 41 % af de 14-16-årige ”tagger” andre på billeder – det samme gør 14 % af de 11-13-årige.
- 74 % af de 14-16-årige kommenterer på andres profiler – det samme gør 49 % af de 11 til 13-årige og 20 % af de 9-10-årige.
- 53 % af de 14-16-årige deltager i debatter på nettet – det samme gør 31 % af de 9-10-årige.
Rapporten Digitalt Børne- og Ungdomsliv anno 2009 kan downloades som PDF her.
For yderligere information:
Susanne Boe, sekretariatschef, tlf. 33 74 34 76
Gry Hasselbalch, tlf. 33 74 34 76